I shiaislam er der en grundlæggende tanke om, at mennesket bør udskyde øjeblikkelige glæder for at opnå en større og mere værdifuld belønning senere. Denne idé udspringer især af troen på efterlivet, hvor de, der lever et retfærdigt liv og følger Guds vejledning, vil blive belønnet i Paradiset. Men denne tankegang påvirker ikke kun det evige liv – den former også de valg, man træffer i dette liv.
Hvordan påvirker det livets valg?
Når man tror på, at større belønninger kræver tålmodighed og opofrelse, vil man ofte træffe valg, der ikke kun handler om hurtig glæde, men om langsigtede værdier:
- Uddannelse, job og karriere
En person, der tænker langsigtet, vil være villig til at arbejde hårdt i skolen og vælge en karriere, der måske kræver mange års studier eller erfaring, men som på længere sigt vil gavne både én selv og samfundet. Det handler ikke om at tage den letteste vej, men om at investere tid og kræfter i noget, der har en større mening. - Familieliv
I shiaislam anses familien for at være en vigtig del af livet, men gode relationer kræver tålmodighed og indsats. I stedet for at vælge kortvarige og overfladiske forhold, opfordres man til at opbygge stærke familiebånd, som kan give varig glæde og stabilitet. - Venskaber og livsstil
Valget af venner og sociale aktiviteter handler ikke kun om sjov her og nu, men om at omgive sig med mennesker, der hjælper én med at blive et bedre menneske. Det kan betyde, at man siger nej til visse fristelser eller fornøjelser, hvis de ikke stemmer overens med ens værdier.
Kontrasten til den postmoderne verden
I en postmoderne verden lægges der ofte vægt på at leve i nuet og søge øjeblikkelig tilfredsstillelse. Mange bliver opfordret til at forfølge deres ønsker og behov uden nødvendigvis at tænke på langsigtede konsekvenser. Eksempelvis fremmer reklamer og sociale medier idéen om, at lykke findes i hurtige oplevelser, materielle goder og selvrealisering her og nu.
Shiaislam opfordrer derimod til tålmodighed og selvkontrol. Man lærer, at sand lykke ikke altid kommer med det samme, og at det kræver indsats at opnå noget værdifuldt – både i dette liv og i efterlivet. Det betyder dog ikke, at man ikke må nyde livet, men at man bør balancere kortsigtede glæder med et større formål.
Imam Ali (as) sagde:
“Vær tålmodig, for tålmodighed er nøglen til frelse.”
Dette viser, at den, der kan vente og arbejde hårdt for det gode, vil blive belønnet – både i dette liv og det næste.
___________________
Diskussionsspørgsmål:
Kan det at udskyde glæder og leve for en fremtidig belønning risikere, at man ikke værdsætter eller nyder livet her og nu?
Er det nødvendigvis en modsætning mellem at søge øjeblikkelig glæde og at tænke langsigtet, eller kan de to ting kombineres på en balanceret måde?
Kan fokus på en fremtidig belønning føre til passivitet eller resignation, hvor man accepterer lidelse og uretfærdighed i dette liv uden at forsøge at ændre på det?