I shiaislam er der en tro på, at livet ikke slutter ved døden. Døden er snarere begyndelsen på en evig tilværelse, som er baseret på en vurdering af menneskets handlinger i det jordiske liv. Dette perspektiv står i kontrast til en materialistisk opfattelse af livet, hvor døden ses som enden på al eksistens, og hvor fokus ofte ligger på at opnå mest muligt i dette liv.
Ifølge islam vil hver eneste person blive stillet til regnskab for sine handlinger, når livet på jorden ophører. Denne opgørelse afspejler den ultimative retfærdighed, hvor alt bliver afsløret – både de gode og dårlige gerninger, uanset om andre mennesker har kendt til dem eller ej. For muslimer er intentionen bag en handling også af afgørende betydning. En gerning, der er udført med en ren og oprigtig hensigt om først og fremmest at gøre det gode og rigtige og behage Allah, belønnes stort. Mens en handling der er udført med det hovedformål at opnå status, magt eller ros fra andre, kan blive straffet.
En retfærdighed uden skævheder
I det hinsides belønnes og straffes mennesker i forhold til deres individuelle omstændigheder. Islam anerkender, at ikke alle mennesker har de samme forudsætninger i livet. For eksempel vil mennesker, der har haft svære kår, opleve større belønning for deres gode handlinger, selv hvis disse virker små set med andres øjne. På den anden side stilles mennesker, der har haft magt, rigdom og privilegier, til et hårdere regnskab. De skal redegøre for, hvordan de brugte deres ressourcer, og om de gjorde deres bedste for at hjælpe andre eller modarbejde uretfærdighed.
Denne vægtning viser, at Allahs retfærdighed ikke blot ser på handlingerne, men også på de forhold, under hvilke de blev udført. En velhavende person, der ignorerer muligheden for at hjælpe andre, vil blive stillet til ansvar, mens en person, der deler, selvom de har lidt, vil modtage stor belønning.
Disse retningslinjer gælder forresten både muslimer som ikke-muslimer. Muslimer opfatter troen på islam kun som en del af ens valg og gerninger i livet. Her bør islam hjælpe mennesket med at handle endnu mere korrekt, men det vil samtidig gøre, at kravene til mennesket bliver højere, da ens viden om sandheden bliver større. Dermed kunne det tænkes, at en uretfærdig muslim bliver straffet hårdere end en uretfærdig ikke-muslim, hvis denne ikke vidste bedre.
Betydningen af regnskabet
Troen på det hinsidige regnskab spiller en vigtig rolle i shiamuslimers liv. Det minder dem om, at deres handlinger har konsekvenser, ikke kun i dette liv, men også i evigheden. Denne tro opmuntrer til at leve med retfærdighed, medfølelse og omtanke for andre. Det hjælper også mennesker med at finde mening i modgang, fordi de ved, at enhver uretfærdighed, de lider, vil blive taget i betragtning, og enhver indsats for det gode vil blive belønnet.
Kontrast til materialisme
Materialistiske livssyn fokuserer ofte på at maksimere nydelsen og gevinsterne i dette liv, fordi der ikke er en tro på noget efter døden. Dette kan føre til en livsstil, hvor retfærdighed og intention bliver mindre væsentlige, så længe man ikke bryder de synlige regler. Shiaislam kritiserer denne tilgang, fordi den overser de dybere, åndelige dimensioner af menneskelivet.
En retfærdighed for alle
For shiamuslimer giver troen på Allahs retfærdighed i det hinsides en følelse af trøst og håb. Den forsikrer dem om, at ingen uretfærdighed forbliver ukorrigeret, og ingen god gerning går ubemærket hen. Den skaber også en følelse af ansvar og ydmyghed, fordi ingen kan undslippe Allahs altomfattende viden og bedømmelse.
I sidste ende opfordrer shiaislam til at leve et liv med dyb bevidsthed om både de materielle og åndelige konsekvenser af ens handlinger. Dette perspektiv hjælper med at skabe en balanceret tilværelse, hvor man både tager sig af dette liv og forbereder sig til det næste.
____________________
Diskussionsspørgsmål:
Kan det være retfærdigt at bedømme mennesker baseret på en guddommelig standard, som ikke alle nødvendigvis har mulighed for at forstå eller følge?
- Hvordan kan forskellige kulturelle og sociale baggrunde påvirke ens evne til at leve op til de standarder, der kræves i det hinsides regnskab?
Er det nødvendigt med troen på et efterliv for at opretholde et retfærdigt og moralsk liv?
- Kan et materialistisk livssyn ikke også motivere mennesker til at handle retfærdigt og etisk af hensyn til deres medmennesker og samfundet som helhed?
Hvordan kan fokus på det hinsidige retfærdighedssystem påvirke menneskets engagement i at skabe retfærdighed i dette liv?
- Er der en risiko for, at nogle kan forsømme at kæmpe for social retfærdighed her og nu, fordi de stoler på, at Allah vil sørge for den ultimative retfærdighed i det næste liv?