I dag lever mange mennesker i en verden, hvor materielle ting spiller en stor rolle. Huse, biler, penge og tøj er ofte tegn på succes, og man måler ofte sit eget og andres værd ud fra, hvor meget man ejer eller kan opnå. Man kunne argumentere for, at dette er et tegn på, at religion og tro ikke reelt spiller en stor rolle i samfund, hvor disse tendenser er mere synlige. Argumentet ville være, at når folk ikke tror på et liv efter døden eller en dommedag, hvor deres handlinger bliver vurderet, fokuserer de ofte på at nyde og opnå så meget som muligt i det eneste liv, de tror, de har.
Men når alt handler om det materielle, kan det også føre til problemer. Mange føler sig aldrig helt tilfredse, fordi der altid er mere at opnå. De kan føle sig tomme, selvom de har mange ting. Det skyldes måske, at vi mennesker ikke kun har brug for materielle ting, men også noget dybere – noget, der giver mening og retning i livet.
I islam ser man på livet som en rejse, der består af to dele: dette liv og det næste liv, også kaldet efterlivet. Det betyder, at de materielle ting kun er midlertidige og ikke det vigtigste. For eksempel kan penge, tøj og huse være nyttige i dette liv, men de betyder ingenting, når man dør. Det, der betyder noget, er, hvordan man har levet sit liv, og hvordan man har plejet sin sjæl. Ifølge islam har man en sjæl, der er skabt af Allah, og som lever videre efter døden.
Islam lægger stor vægt på balancen mellem det materielle og det immaterielle. Mennesket har brug for mad, tøj og et sted at bo, men det må aldrig blive vigtigere end ens forhold til Allah, ens sjæl og ens moral. Koranen og profetens familie (Ahlulbayt) lærer muslimerne, at de skal bruge de materielle ting som redskaber til at gøre gode gerninger og hjælpe andre, ikke som mål i sig selv.
En vigtig forskel mellem den moderne ikke-troende tankegang og islam er synet på ansvar. I en materialistisk verden kan man tænke: “Hvis dette liv er alt, hvad jeg har, hvorfor skulle jeg bekymre mig om andet end mig selv?” Men i islam ved man, at alt, hvad man gør – godt eller dårligt – har konsekvenser, både i dette liv og det næste. Derfor skal man ikke bare tænke på sig selv, men også på, hvordan ens handlinger påvirker andre.
I islam bliver efterlivet set som en fortsættelse af det, man har gjort i dette liv. Hvis man har været retfærdig, hjælpsom og lydig over for Allah, vil man blive belønnet. Men hvis man har været egoistisk og uretfærdig, vil man stå til regnskab. Derfor er livet ikke kun en tid til at nyde, men også en tid til at forberede sig til det næste liv.
Imam Ali
“Arbejd for dette liv, som om du lever for evigt, og arbejd for det sidste (liv), som om du dør i morgen”
اعمل لدنياك كأنك تعيش أبداً، واعمل لآخرتك كأنك تموت غدا
Dette synspunkt kan virke svært at forstå i en verden, hvor meget handler om her og nu. Men muslimer opfordres til at finde ro og mening i tanken om, at der er noget større end dem selv, og at deres liv har et højere formål. De bør se de materielle ting som midler til at gøre godt, mens deres sande mål er at tilfredsstille Allah og forberede sig til en evighed i efterlivet. Mange muslimer har af forskellige strukturelle årsager svært ved at leve op til dette ideal, men ikke destomindre, så dette islamiske ideal stadig eksisterende.
____________________
Diskussionsspørgsmål:
Er det nødvendigvis en modsætning? Kan man ikke både fokusere på de materielle sider af livet og samtidig finde mening og dybde i det, uden at have en religiøs overbevisning eller tro på et efterliv?
Kan materielle ting give mening? Teksten antyder, at materielle ting ikke kan give varig tilfredshed. Er det altid tilfældet, eller kan materielle succeser og ejendele også være en kilde til lykke og opfyldelse i sig selv?
Er ansvar kun bundet til religion? Teksten hævder, at ansvar over for andre og en højere mening kommer fra troen på efterlivet. Kan man ikke have et stærkt ansvar for andre og en følelse af moralsk retfærdighed uden at tro på en dommedag eller en guddommelig dom?