I islam lægges der stor vægt på forholdet mellem ældre og yngre. Dette forhold er bygget på respekt, kærlighed og taknemmelighed, især når det gælder forældre. De ældre ses som en kilde til visdom, erfaring og vejledning, og de yngre opfordres til at lære af dem og vise respekt for deres rolle i livet. Denne forståelse står i kontrast til en mere moderne “vestlig” tilgang, hvor børn og unge ofte ses som ligestillede med voksne, både i deres meninger og valg.
Respekten for de ældre i islam
I islam betragtes det som en stor dyd at vise respekt og lydighed over for sine forældre. Forældres kærlighed betragtes nemlig som en refleksion af Allahs kærlighed, og derfor er det en stor synd at være respektløs over for dem.
Respekten for de ældre rækker dog også ud over familien. Det omfatter også lærere, bedsteforældre og andre ældre medlemmer af samfundet. Ældre har en særlig status, fordi de har oplevet livet og kan give værdifulde råd til de yngre. Ved at respektere de ældre viser man ikke kun taknemmelighed, men også ydmyghed og en vilje til at lære.
Den moderne vestlige tilgang
I mange moderne vestlige samfund er der større fokus på individets frihed og rettigheder. Børn og unge ses ofte som ligeværdige med voksne, og deres tanker og følelser vægtes lige så højt. Denne tilgang, som ofte er inspireret af frihedsidealerne og reformpædagogikken, giver børn en større stemme og selvstændighed.
På den ene side kan dette hjælpe børn med at udvikle selvtillid og ansvarsfølelse tidligt i livet. På den anden side kan det skabe konflikter, “magtkampe” og forvirring, når grænserne for respekt mellem børn og voksne altid er til forhandling. I nogle tilfælde kan det føre til, at unge føler sig overladt til sig selv, hvilket kan skabe usikkerhed og en følelse af at mangle retning.
Selvtilsidesættelse og familiebånd
En vigtig forskel mellem de to tilgange er synet på selvtilsidesættelse. I islam opfordres man til at sætte sine egne behov til side for at vise respekt og omsorg for de ældre, især forældre som et modsvar til, at de ældre og især forældrene tilsidesætter deres behov og giver børnene ubetinget kærlighed for at give dem det bedst mulige liv, når disse er børn og unge. Dette opfattes ikke som et tab af frihed, men som en måde at opbygge stærke familiebånd, minimere magtkampe og konflikter og opnå Allahs tilfredshed.
Shiamuslimerne sjette imam, Imam Al-Sadiq taler her lidt mere om grænserne for respekt over for ens forældre, når han bliver spurgt:
Hvad betyder det vers fra Koranen, der siger ‘وبالوالدين إحسانا’ dvs. ‘vær velgørende mod forældrene’? Hvad er det for en velgørenhed Allah taler om? Al-Sadiq sagde: velgørenhed er at være en god følgesvend og, at du ikke gør, at det bliver svært for dem at spørge dig om det, de har brug for, selvom de ikke er afhængige af din hjælp. Siger Allah den ophøjede da ikke ‘لَنْ تَنَالُوا الْبِرَّ حَتَّى تُنْفِقُوا مِمَّا تُحِبُّونَ’ dvs. ‘I vil ikke opnå det gode, hvis I ikke spenderer af det, I elsker’. Og så fortsatte han, og sagde Allah den Ophøjede ikke ‘إِمَّا يَبْلُغَنَّ عِندَكَ الْكِبَرَ أَحَدُهُمَا أَوْ كِلَاهُمَا فَلَا تَقُلْ لَهُمَا أُفٍّ وَلَا تَنْهَرْهُمَا’ dvs. ‘og hvis de bliver ældre, den ene af dem eller dem begge, så sig ikke uff til dem og vær ikke hård mod dem’. Og sig ikke uff til dem, selv hvis de slår dig, og han sagde ‘وَقُلْ لَهُمَا قَوْلًا كَرِيمًا’ dvs. ‘sig noget gavmildt til dem’, for hvis de slår dig, så sig til dem, må Allah tilgive jer. Dette er en gavmild udtalelse. Og han tilføjede ‘وَاخْفِضْ لَهُمَا جَنَاحَ الذُّلِّ مِنَ الرَّحْمَةِ’ ‘og sænk vinger af ydmyghed af barmhjertighed foran dem’. Han forklarede det med: fyld ikke dine øjne, når du kigger på dem, med andet end barmhjertighed og mildhed, og hæv ikke stemmen over deres stemmer, og løft ikke din hånd over deres hænder, og gå ikke foran dem (når I går sammen).
I moderne samfund kan vægten på individuel frihed føre til en mindre forpligtende tilgang til familieforhold. Det betyder ikke, at moderne familier ikke værdsætter hinanden, men forholdet mellem børn og voksne kan være mere afslappet og mindre hierarkisk.
Balancen mellem tradition og modernitet
Mens islam lægger vægt på respekt og hierarki, og moderne samfund fremhæver lighed og frihed, er der fordele og udfordringer ved begge tilgange. Respekten for de ældre i islam sikrer, at de yngre lærer af deres erfaring, vælger en respektfuld tilgang til uenigheder og eventuelle konflikter og holder familiebåndene stærke. Den moderne tilgang giver børn større mulighed for at udvikle selvstændighed og kreativitet.
Islam opfordrer til en balance, hvor respekt for de ældre ikke udelukker, at de yngre også har en stemme og plads til at udtrykke sig. Det er faktisk de ældres pligt at sikre deres børn de bedste muligheder for udvikling, og profeten Muhammad og Ahlulbayts liv er fyldt med eksempler med dyb respekt og omsorg for børn og unge. På samme måde kan moderne samfund drage fordel af at genoverveje værdien af respekten for de ældre og deres erfaring og visdom i en verden, der måske har forvirret børn og unge ved at fremskynde deres uafhængighed af de voksne, selvom de stadig har brug for at være afhængige og føle sig beskyttet lidt endnu.
______________
Diskussionspørgsmål:
Er hierarki nødvendigvis bedre end lighed i forholdet mellem generationer?
Kan et forhold baseret på lighed og gensidig respekt ikke også styrke familiebåndene, uden at det kræver, at de yngre altid tilsidesætter sig selv for de ældre?
Kan moderne frihedsidealer og reformpædagogik føre til bedre relationer?
Kan vægten på at give børn en stemme og anerkende deres tanker og følelser faktisk bidrage til et mere harmonisk og forstående forhold mellem generationer, i stedet for at skabe konflikter?
Er respekten for de ældre i islam altid fri for ulemper?
Kan en stærk vægt på respekt og lydighed over for de ældre potentielt begrænse de unges evne til at udvikle deres egne meninger og tage selvstændige beslutninger? Kan det ikke ligefrem føre til undertrykkelse? Især hvis man ser mildt på fx vold mod børn?