religionsbog.dk

At være slave af Allah – frihed fra det verdslige

Ordet islam betyder “overgivelse” eller “underkastelse” og henviser til at overgive sig til Allahs vilje med fuld tro og hengivenhed. En muslim er en person, der vælger denne overgivelse og lever som en “slave” af Allah, hvilket betyder at følge Hans vejledning og love.

I islam ses forholdet mellem mennesket og Allah som et bånd baseret på kærlighed, loyalitet og fuldstændig hengivenhed. At være en “slave” af Allah betyder ikke tvang eller undertrykkelse, da Allah ikke giver nogen menneske retten til at udøve dette over andre mennesker. Derfor kan dette “slavebundethed” kun blive en frivillig overgivelse fra mennesket selv til ens skaber, som man opfatter som den mest kærlige og retfærdige og dermed den bedste beskytter og herre. Det er en Herre, hvis vejledning simplificerer og viser vej gennem livets komplekse valg og mange afledninger og bedrag – deraf selvbedrag. Denne overgivelse giver troende en unik form for frihed: frihed fra verdslige begær, frygt og de begrænsninger, som materialisme og egoisme kan skabe. I islam falder det fint i tråd med en forståelse af, at alle mennesker har en herre, om de ved det eller ej. Herren kan være alt fra ens lyster og begær, til én specifik begær som fx begæret efter magt, til et andet menneske, en stat, en ideologi osv. som herre. I forhold til alle disse herrer anses Allah for den bedste herre, da Hans eneste ønske imodsætning til alle andre herrer er både det enkelte menneskets eget bedste og samtidig menneskehedens og alle levende skabningers (planter, dyr mm.) samlede bedste.

Hvad betyder det at være en slave af Allah?

I islam betyder det at være en slave af Allah, at man fuldstændigt hengiver sig til Guds vilje og lever sit liv efter Hans vejledning. Ordet for slave på arabisk er ‘abd, og det er en æret titel i islam. For eksempel bliver forskellige profeter i Koranen kaldt ‘Abdullah (Allahs slave), som et udtryk for deres nærhed til Gud.

Dette forhold er baseret mere på kærlighed og tillid snarere end frygt. En person, der er slave af Allah, søger Hans tilfredshed frem for alt andet. Det bæres frem af en tro på, at Allahs påbud og forbud er til for menneskets eget bedste. Denne hengivenhed til Allah hjælper med at befri hjertet fra afhængighed af materielle ting og giver plads til indre fred. En muslim anser dét at være en slave af Allah som en gardering mod at blive en slave af fx sine egne lyster, af materielle behov. For eksempel kan en person, der kun søger rigdom, blive fanget i en uendelig jagt efter penge, der aldrig giver tilfredshed. Men en, der søger Allah, finder ro og tilfredshed i at vide, at livet har et højere formål. Dermed er den sande troende fri, mens den der jagter penge en slave af sin egen grådighed.

Imam Ali siger følgende omkring tilbedelse og dermed underkastelse til Allah:

“إِنَّ قَوْمًا عَبَدُوا اللَّهَ رَغْبَةً فَتِلْكَ عِبَادَةُ التُّجَّارِ، وَإِنَّ قَوْمًا عَبَدُوا اللَّهَ رَهْبَةً فَتِلْكَ عِبَادَةُ الْعَبِيدِ، وَإِنَّ قَوْمًا عَبَدُوا اللَّهَ شُكْرًا فَتِلْكَ عِبَادَةُ الْأَحْرَارِ.”
“Nogle tilbeder Gud ud fra et håb (på belønning), og det er handelsmændenes tilbedelse. Nogle tilbeder Gud af frygt (for straf), og det er slavernes tilbedelse. Men nogle tilbeder Gud af taknemmelighed, og det er de fries tilbedelse.”

Imam Ali

Praktisk frihed gennem tilbedelse

De daglige handlinger som bøn, faste og næstekærlighed hjælper muslimer med at styrke deres forhold til Allah og minder dem om, at det verdslige liv er midlertidigt. Disse handlinger fungerer som en træning for sjælen.

Bønnen (salah) for eksempel, som udføres fem gange om dagen, minder muslimer om deres forbindelse til Allah og fjerner fokus fra verdslige lyster og udfordringer og er en påmindelse om menneskets reelle plads i livet og meningen med denne. En muslim ser bønnen som en mulighed for at mennesket får foretræde foran den Almægtige Skaber (selvom det samme menneske ikke engang kan få foretræde foran en simpel minister), og dermed kommunikerer mennesket med den ultimative magthaver i universet flere gange dagligt.

Fasten i Ramadan er endnu en praksis, der lærer selvkontrol og styrker bevidstheden om Gud på den ene side og næstekærlighed på den anden side.

Historisk inspiration fra Ahlulbayt

De shiamuslimske imamer er eksempler på, hvordan man kan leve som en slave af Allah. For eksempel stod Imam Hussein, Profetens barnebarn, op imod tyranni og uretfærdighed i slaget ved Karbala. Han ofrede alt for at forsvare sandheden og viste dermed, at sand frihed opnås ved at være fuldstændigt loyal over for Allah.

En person som Imam Ali som anses af muslimer som idealbilledet for et menneske i dette liv med sin kombination af både mod, viden og retfærdighedssans på den ene side og ydmyghed og askese på den anden side, sagde fx: “at tjene Allah er den største ære.” Denne filosofi bliver dermed en inspiration for muslimer gennem historien til at finde den reelle frihed i dette liv ved at sætte Gud først og leve et liv i overensstemmelse med Hans vilje.

Absolut frihed findes ikke

Et vigtigt aspekt i diskussionen om frihed er erkendelsen af, at absolut frihed ikke findes. Selvom vi fx er frie til at tænke og føle, er det nok nytteløst at tale om, at vores tanker og følelser er helt fri fra andres påvirkning, da vi alle er rundet af, hvad vi kommer fra, og hvad vi er omgivet er.

Og når det kommer til at frihed til at handle, så er man langt hen ad vejen fri til at handle i frie demokratiske samfund og mindre fri i andre samfund. Men selv i samfund, der betegnes som frie og demokratiske, er individets frihed dog stadig altid underlagt begrænsninger. Der tales ofte om “frihed med begrænsninger” eller “frihed under ansvar”, hvilket betyder, at friheden for det enkelte individ stopper, hvor den begynder at skade andre eller gå imod samfundets regler. Og det er jo ikke dårligt, men et nødvendigt vilkår.

Faktisk er det således, at i moderne samfund, selv de mest demokratiske, findes der langt flere regler og love end dem, der fx er fastlagt i islam. Islam har et klart sæt retningslinjer, der er designet til at give mennesker struktur og mening i livet. Disse retningslinjer dækker de vigtigste områder af menneskets eksistens og lader samtidig plads til personlig frihed inden for rammer, der beskytter individets og samfundets velfærd.

Mellem frihed og disciplin – islam som en vej til “disciplineret frihed“

Islam lærer, at sand frihed opnås, når man overgiver sig til Allah. Denne overgivelse frigør mennesket fra jagten på konstant anerkendelse, rigdom eller magt og disciplinerer menneskets liv og ageren i verden omkring gode værdier, der giver mennesket reel verdslig frihed og en følelse af tryghed og formål.

Visse mennesker anser disciplin og en hierarkisk samfundsopbygning som den ypperste måde at opnå en god tilværelse på og opbygge et sundt og velfungerende samfund. Når denne fokus på disciplin, autoritetstro til andre mennesker og en klar og måske firkantet tro på et hierarkisk samfundsorden tager overhånd, kan det resultere i diktatur og undertrykkelse.

Islam giver også faste rammer og periodiske ritualer, der bl.a. styrker disciplinen. Og der er også et hierarki, hvor den “usynlige” Skaber er øverst og alle andre mennesker er underlegne. Dette system er dog ikke begrænsende på samme måde som de førnævnte samfund, da magthaverens (Skaberens) straf og belønning vedr. overholdelsen af magthaverens love sjældent manifesteres direkte i dette liv men er udskudt til efterlivet – dette efterlader plads til menneskets eget “frie” valg, da lovene dermed principielt i dette liv tager form som retningslinjer og vejledning. En vejledning, der beskytter mod kaos og hjælper mennesker med at leve et meningsfuldt og harmonisk liv.

Andre mennesker anser individuel frihed for grundstenen til at opnå en god tilværelse og opbygge et sundt og velfungerende samfund. Denne stor fokus på individuel frihed kan føre til, at mange mennesker står over for et uendeligt antal valg. Denne mangel på faste rammer og værdier har ofte skabt forvirring og en følelse af meningsløshed. For især mange unge kan denne form for frihed resultere i en stigende følelse af stress og angst, som ofte omtales som et “trivselsproblem”.

Uden klare retningslinjer kan folk blive overvældet af forventninger og pres, både fra sig selv og fra samfundet. De ender ofte med at føle sig alene og uden en dybere mening med livet. Og de kan ende med at træffe beslutninger for sig selv og deres samfund, som umiddelbart virker fornuftige, men som ender med at være destruktive for både individ og samfund.

Muslimerne mener, at islam kan tilbyde en løsning, der er en midterposition mellem de ovennævnte ekstremer. En løsning der indebærer et hierarki og ydre krav om disciplinering, der dog er fuldstændig afhængig af menneskets frie valg til at acceptere den disciplinering, da den ikke er afhængig af verdslige ydre sanktioner. Dette beror på en afbalanceret livsstil og et tæt forhold til Gud. Ved at følge Guds vejledning kan man få en indre disciplinering, der hjælper med at leve et liv, der ved førsteøjekast kan virke begrænsende for mennesket på visse måder, men som hjælper mennesket med at finde ro og mening, selv i en verden fuld af forvirrende valg. Et liv der skaber en balance mellem de individuelle behov og samfundets fælles gode.

Muslimernes udfordring kan ligge i at finde ud af, hvilken version af islam, som de tror på kan give dem denne eftertragtede løsning. Og her kan fortolkningerne af islam være uenige på visse områder.

Et liv i balance

Uanset hvilke tolkning af islam man vælger, er muslimer dog grundlæggende enige om følgende:

At være slave af Allah betyder ikke, at man afviser verden. I stedet handler det om at finde balance. En troende arbejder, studerer og lever sit liv i verden, men med fokus på Allah. Når man søger Guds tilfredshed, bliver selv verdslige handlinger som at hjælpe andre, studere eller arbejde en form for tilbedelse.

Islam understreger, at det at tjene Allah ikke kun handler om at bede og faste, men også om at leve et liv, der gavner andre. Profeten Muhammed og hans familie (Ahlulbayt) viste gennem deres handlinger, at sand tilbedelse inkluderer retfærdighed, næstekærlighed og beskyttelse af de svage.

______________________

Diskussionsspørgsmål:

Er flere regler altid en begrænsning?
Kan det argumenteres, at regler i moderne demokratiske samfund skaber en mere retfærdig og inkluderende verden, snarere end at begrænse friheden?

Er frihed uden mening en konsekvens af demokratisk frihed?
Er det retfærdigt at konkludere, at mangel på mening og stigende psykiske problemer skyldes frihed i moderne samfund, eller kan der være andre årsager, såsom sociale og økonomiske faktorer?

Er islamiske rammer friere?
Er det rimeligt at påstå, at de islamiske regler giver mere frihed end de mange regler i demokratiske samfund? Hvordan kan man sammenligne de to systemers indvirkning på individet?

Er fraværet af faste rammer nødvendigvis negativt?
Kan det argumenteres, at fleksible og løse rammer i moderne samfund giver mulighed for personlig udvikling og kreativitet, som faste rammer måske begrænser?

Kan trivsel blandt unge skyldes andre faktorer?
Er det for simpelt at forbinde unges trivselsproblemer med fraværet af klare rammer? Hvordan spiller teknologi, sociale medier og økonomisk usikkerhed ind i denne problematik?