I islam lægger man stor vægt på at hjælpe andre, især dem, der har mindre. Dette er en vigtig del af troen, og muslimer har to økonomiske pligter: Zakah og Khums. Disse pligter hjælper med at skabe retfærdighed i samfundet og minde muslimer om, at deres rigdom er en gave fra Gud, som de skal dele med andre.
Hvad er zakah?
Zakah betyder “renselse”, og i sunni-islam anses det som en af de fem søjler i islam. Det er en form for almisse, hvor muslimer giver en lille del af deres penge eller ejendele til dem, der har behov. Zakah er nævnt flere steder i Koranen, for eksempel i surah At-Tawbah (9:60), hvor Gud siger, at zakah skal gives til de fattige, de trængende og andre grupper, der har brug for hjælp.
Zakah er obligatorisk for alle muslimer, der har en vis mængde rigdom, kaldet nisab. Det gælder dog kun bestemte indtægter som guld og sølv, bestemte landdyr som køer og dromedarer og bestemte afgrøder som hvede og dadler. Man giver normalt 2,5 % af sine opsparinger og værdier én gang om året. Formålet er at rense ens rigdom og hjælpe dem, der har det svært. Det er også vigtigt, at zakah også bruges til at støtte fællesskabet og opbygge et stærkere samfund.
Hvad er khums?
Khums betyder “en femtedel” og er en særlig form for velgørenhed, som har stor betydning i shia-islam. Det nævnes i Koranen i surah Al-Anfal (8:41): “Og vid, at hvad end I opnår som bytte, så tilhører en femtedel Gud, Sendebuddet og hans slægtninge, de forældreløse, de trængende og den vejfarende.”
Khums er anderledes end zakah, fordi det handler om en femtedel (20 %) af ens overskud, efter at man har betalt sine udgifter. Dette overskud kan komme fra arbejde, handel eller arv. Khums deles i to dele:
- Den ene halvdel gives til sayyider (efterkommere af profeten Muhammed), især de fattige blandt dem, da de ikke må modtage zakah.
- Den anden halvdel går til imamens repræsentant eller lærde (maraje3), som bruger den til at støtte islamiske projekter og hjælpe de fattige i samfundet.
Hvorfor er zakah og khums vigtige?
For shiamuslimer er både zakah og khums måder at komme tættere på Gud og vise taknemmelighed for de velsignelser, de har fået. De hjælper med at skabe et samfund, hvor de stærkere støtter de svagere, og hvor der er mindre ulighed. Det handler ikke kun om penge, men også om at rense ens hjerte og styrke fællesskabet.
Disse pligter lærer muslimer vigtige værdier som medfølelse, ansvar og retfærdighed, samtidig med at de styrker deres tro. For en shiamuslim er det også en måde at vise loyalitet over for profetens familie og støtte de projekter, der holder deres lærdomme i live.
Sadaka er en tredje form for almisse, som dog adskiller sig fra zakah og khums ved, at det ikke er obligatorisk men kun frivilligt.