Koranen er islams hellige bog og en central del af muslimernes liv og tro. Det er ikke kun en samling af ord eller historier, men Guds direkte budskab til menneskene, formidlet gennem profeten Muhammed. For muslimer er Koranen et mirakel, en kilde til vejledning og en bog, der indeholder Guds vilje. Lad os dykke ned i, hvordan Koranen blev til, dens opbygning, indhold og hvorfor den betragtes som et mirakel.

1. Hvordan Koranen blev til

Koranen blev åbenbaret til profeten Muhammed over en periode på 23 år, fra år 610 til 632 e.Kr. Det hele begyndte, da profeten Muhammed en nat, mens han bad i Heraa‛-hulen uden for Mekka, fik en åbenbaring fra englen Jibril (Gabriel). Englen beordrede Muhammed til at „læse‟ eller „recitere‟ (إقرأ), selvom han ikke kunne læse. Dette var den første åbenbaring, og det var starten på Koranen.

Gennem de næste år fortsatte profeten Muhammed med at modtage åbenbaringer. Disse åbenbaringer blev husket af ham selv og hans følgere, og blev også skrevet ned på det, de havde ved hånden, som pergamenter eller knogler. Disse åbenbaringer samlet i én bog – Koranen, som vi kender den i dag. Nogle muslimer mener, at dette skete mens Muhammed levede, mens et mindretal mener, at det Koranen først samledes efter hans død.

2. Koranens opbygning

Koranen er opdelt i 114 kapitler, som kaldes surah, og hver surah består af mindre afsnit, som kaldes ayah (vers). Koranen indeholder i alt 6.236 vers. De forskellige surah er ikke lige lange – nogle er meget lange og fylder mange sider, mens andre kan være ganske korte og kun bestå af få linjer. Koranen er skrevet på klassisk arabisk, og mange muslimer rundt omkring i verden læser den stadig på det oprindelige sprog, selvom de måske taler andre sprog til dagligt. Koranen er også oversat til næsten alverdens forskellige sprog bl.a. til dansk og engelsk. Der findes desuden et utal af bøger med kommentarer, fortolkninger og forklaringer af Koranen – også på forkskellige sprog.

Koranens kapitler er ikke organiserede i kronologisk rækkefølge, men snarere efter længde – de længere kapitler kommer forrest, og de kortere kapitler kommer mod slutningen. Den første surah i Koranen, Al-Fatiha, som netop ikke er den første åbenbarede surah, er dog en kort bøn, som muslimer reciterer i deres daglige bønner.

Koranens vers er opdelt i to kategorier: Makkiyah og Madaniyah, afhængigt af hvor og hvornår de blev åbenbaret. Makkiyah-versene blev åbenbaret, mens profeten Muhammed boede i Mekka, før hans udvandring til Medina. Disse vers fokuserer ofte på grundlæggende trosprincipper som troen på én Gud (Tawhid), dommedag og tidligere profeters historier. Madaniyah-versene blev åbenbaret efter udvandringen til Medina og omhandler mere specifikke love og regler for det muslimske samfund, som ægteskab, straf og social retfærdighed. Mens Makkiyah-versene ofte er kortere og mere poetiske, er Madaniyah-versene længere og mere detaljerede.

3. Indholdet i Koranen

Koranen dækker mange forskellige emner. Den indeholder fortællinger om tidligere profeter, som Noah, Abraham, Moses og Jesus, som også er vigtige skikkelser i islam, og som egentlig nævnes langt flere gange i Koranen end Muhammed selv, der kun nævnes fire gange i hele Koranen ved navns nævnelse. Disse historier om profeterne viser, hvordan Gud altid har sendt vejledning til mennesker gennem sine profeter. Koranen giver også love og regler for, hvordan muslimer skal leve deres liv. Den handler desuden også om forholdet mellem mennesker, hvad der er rigtigt og forkert, og hvordan man kan komme tættere på Gud.

Et centralt tema i Koranen er troen på én Gud, kaldet Tawhid. Gennem Koranen lærer muslimer, at Gud er barmhjertig, retfærdig og almægtig. Derudover understreger Koranen også vigtigheden af retfærdighed, medfølelse og god opførsel. Mange vers handler om at hjælpe de fattige, at være ærlige og at behandle andre mennesker godt.

4. Koranens mirakuløse natur

For muslimer er Koranen ikke bare en almindelig bog – den er et mirakel i sig selv. Det kaldes et mirakel, fordi det blev åbenbaret til en mand, profeten Muhammed, som ikke kunne læse eller skrive, men som alligevel formidlede en så smuk og dyb tekst. Arabisk var et veludviklet sprog på den tid, men selv de dygtigste digtere og forfattere kunne ikke skabe noget, der kunne måle sig med Koranens ord. Derfor ser muslimer Koranen som et tegn på Guds kraft og visdom.

Der er også mange videnskabelige fakta nævnt i Koranen, som først er blevet opdaget mange århundreder senere. For eksempel beskriver Koranen, hvordan et foster udvikler sig i livmoderen – noget, som først blev fuldt forstået med moderne teknologi. Dette er endnu et eksempel på, hvorfor muslimer mener, at Koranen er et mirakel, og at den indeholder sandheder, som mennesker ikke kendte til på det tidspunkt, den blev åbenbaret.

5. Koranens betydning i dag

Koranen er mere end blot en bog for muslimer – den er et levende mirakel, en vejledning fra Gud og et evigt budskab om fred, retfærdighed og medfølelse. Muslimer læser den ofte, beder med dens ord og søger vejledning fra den. Det er almindeligt for mange at lære Koranen udenad, og den person, der gør det, kaldes en hafith. Det er en stor ære i islam at kunne recitere hele Koranen fra hukommelsen.

Koranen bruges også som vejledning i det muslimske samfund. Mange love og regler, der følges i muslimske lande, er baseret på Koranen og dens lære. Den har formet millioner af menneskers liv gennem historien og fortsætter med at være en kilde til inspiration og visdom i dag. For muslimer er Koranen ikke kun et symbol på deres tro, men også en dybt personlig vejledning, der hjælper dem med at navigere i livet og finde deres vej til Gud.